6 tips (og et bonustip) til B2B-annoncering på Facebook

Læsetid: 3 minutter

Kan du få succes med Facebook-annoncering som B2B-virksomhed?

Det er et af de spørgsmål, vi ofte får fra B2B-virksomheder. Det korte svar er: Ja. Med en gennemtænkt og målrettet Facebook-kampagne kan du sagtens få succes med B2B-annoncering på Facebook.

En af de hyppigste årsager til, at Facebook-annoncering fejler, er, at din målretning ikke er præcis nok. Du begår typisk den fejl, at du annoncerer for bredt og dermed skyder med spredehagl og rammer irrelevante modtagere.

Det er ærgerligt, når der faktisk kan være guld at hente. Så her får du vores 6 bedste tips til at få succes med B2B-annoncering på Facebook.

#1 Definer din målgruppe, og undgå at skyde med spredehagl

Du vil typisk gerne ramme en specifik målgruppe, som sidder i en bestemt branche og med en bestemt type jobtitel. Lad os sige, at du vil ramme “Sælger Sune” på 34 år i autobranchen.

Som annoncør på Facebook har du mulighed for at målrette dine annoncer, så de rammer personer med en specifik titel og i en specifik branche. Du skal dog huske, at der er mange betegnelser for den samme titel.

Det kan eksempelvis være, at “Sælger Sune” faktisk er salgschef, men på sin Facebook-profil har han angivet, at han er ‘Sælger’. Husk derfor at tilføje alle de titler, du kan komme i tanke om, som matcher den målgruppe, du ønsker at ramme.

For nogle målgruppers vedkommende giver det god mening at bruge både danske og engelske betegnelser. Eksempelvis dækker CEO, Co-founder, direktør og Managing Partner alle over en leder eller en ejerleder.

#2 Nå ud til personer, som minder om dine eksisterende kunder

For at nå ud til så mange relevante personer som muligt, anbefaler vi dig, at du tager udgangspunkt i dine eksisterende kunder og opretter en såkaldt lookalike-målgruppe (kopimålgruppe) på baggrund af disse.

Det kan du gøre ved at uploade en mail-liste over alle dine kunder fra dit kundekartotek. Du kan også uploade din e-mail marketing-liste til Facebook. Når du uploader disse lister til Facebook, danner annonceringsværktøjet selv en målgruppe, der minder om dine kunder eller nyhedsbrevsmodtagere. Og herefter kan du annoncere målrettet mod potentielle nye kunder, der minder om dine eksisterende.

#3 Mind alle de potentielle kunder om, at de skal huske at købe

Nu skal du spidse ører, for det her tip kan hurtigt rykke din forretning. Du kan nemlig målrette din annoncering mod dem, der allerede har besøgt dit website og vist interesse for dig. Det gør du ved såkaldte remarketing-annoncer på Facebook.

Det kræver blot, at du installerer Facebook-pixelen på dit website. Det er et stykke kode, som du kan bruge til at måle effektiviteten af din annoncering. Facebook-pixelen måler de handlinger, som folk udfører på dit website, og sikrer, at du kan sende de potentielle kunder værdiskabende budskaber på baggrund af deres adfærd på dit website.

#4 Skab værdi med den korrekte målsætning

Ønsker du at få folk til at besøge dit website, til at se en video i din annonce eller til at booke et møde på dit website? Målsætningen af din annoncering har stor betydning for, hvem Facebook vælger at vise dine annoncer til. Facebook viser nemlig din annonce til den målgruppe, som er mest tilbøjelig til at konvertere ud fra din valgte målsætning.

Vælger du eksempelvis “Trafik til website” som målsætning for din annoncering (den mest anvendte målsætning), viser Facebook din annonce til dem, som er mest tilbøjelige til at klikke på linket.

#5 Segmentér efter personer, der er ejere af mindre virksomheder

Med Facebooks annonceringsværktøj har du mulighed for at målrette dine annoncer mod personer, der har angivet sig selv som ejere af små virksomheder. Udover at du rammer personer, som har angivet sig selv som ejer, rammer du også ejerne af Facebook-sider for små virksomheder.

Derudover kan du også vælge at målrette din annonce mod ‘Administratorer af en virksomhedsside’. På den måde rammer du flere relevante personer i virksomheden, som ikke nødvendigvis er ejere af en virksomhed, men som også har en indflydelse.

#6 Keep it simple

En helt klassisk fejl, som vi ofte ser, er, at du som annoncør kommer til at fylde alt for mange budskaber ind i den samme annonce. Modtagerne bliver handlingslammede og kommer ikke til at interagere med annoncerne. Det er ærgerligt, for du kan sagtens have valgt den helt rette målretning for din annonce, men bare fyldt for mange budskaber ind i annoncen.

Derfor: Keep it simple. Ét budskab pr. annonce. Din opgave er at guide modtageren i den retning, du ønsker, for at få mere værdi ud af dine annoncekroner. Har du flere budskaber, så lav flere annoncer.

Bonus-tip:

For at du kan få mest værdi ud af din målsætning, anbefaler vi, at du i dit annoncesæt under “Optimering og levering” vælger “Visning af landingsside” frem for “Klik på link”, der fremgår som standard. Det anbefaler vi, da Facebook måler et klik for at være et klik, uanset om personen reelt også lander på dit website. Altså – du kan nemt komme til at klikke på en annonce ved en fejl og hurtigt lukke vinduet ned igen, inden websiden er indlæst. Og det tæller Facebook desværre som trafik.

Målretter du ‘Visning af landingsside’, vil Facebook ramme personer, der sandsynligvis vil loade hele landingssiden og formentlig har en faktisk interesse i dit produkt.

Du skal dog være opmærksom på, at ‘Visning af landingsside’ ikke kan måles, medmindre besøgende på sitet accepterer cookies. ‘Klik på link’ kan måles uanset hvad, da det registreres direkte på Facebook.

Vil du vide mere? 

Så har Lise meget mere at fortælle om Facebook-annoncering. Og ikke mindst, hvordan du får mest muligt ud af dine annoncekroner. 

Lise Abrahamsen

Digital Marketing Konsulent

+45 32 26 68 44

la@co3.dk