Co3 søger en Data Insights Specialist

Elsker du at forsvinde i datasæt og dukke op med nye indsigter, der får kundernes begejstring og performance til at nå nye højder? Så har vi jobbet til dig – altså, hvis du svarede ‘ja’ til spørgsmålet.

Data fylder mere og mere. Det behøver vi selvfølgelig ikke fortælle dig om. Spørgsmålet er derfor ikke, om hvorfor vi skal arbejde med data, men hvordan vi gør det bedst. Her kommer du ind i billedet. 

Lad os være ærlige, inden vi kommer for godt i gang. Du er den første af din slags hos Co3. 

Vi sidder mange med hovedet begravet i data, men ingen som dig. Det betyder helt konkret, at du får lov til at forme stillingen. Vi skal sammen finde ud af din rolle. Det synes vi er helt vildt spændende. Hvis du har det på samme måde, må du meget gerne læse videre. 

*Vi kigger forventningsfuldt på Hotjar for at tracke, hvad du gør*
(Eller det gør vi ikke, for siden GDPR har det altså ikke fungeret supergodt)

Så hvad forestiller vi os, at du skal bruge 37 timer om ugen på? Lad os kigge på det.

Det kommer du til at arbejde med

  • Du skal rådgive vores kunder om, hvordan de optimerer og udvikler deres forretning med afsæt i data og indsigter. 
  • Du arbejder med Google Analytics, Data Studio, Google Tag Manager og de næste uundværlige dataværktøjer.
  • Du ser ind i de nyeste tendenser, så vores kunder altid får den bedste rådgivning og maksimal udbytte af deres tracking.
  • Du deler viden med dine kollegaer, så vi alle bliver dygtigere. Bare rolig, de deler også med dig.
  • Du er både med til opstart af helt nye kunder – og du bliver koblet på eksisterende kunder for at komme med nye perspektiver.
  • Du sidder både bag skærmen og med til kundemøder. 

Kort fortalt skal du sikre, at vores kunder udvikler deres forretning med data. Hvis du synes, det lyder spændende, scroller du bare videre, for nu skal vi tale lidt om dig. 

Lyder det her som dig?

Vi er nu kommet til det sted, hvor man skriver buzzwords, ingen helt forstår. Spild af alles tid, så lad os gøre det kort: Du skal være rar. Og så skal du være dygtig.  

Den lidt længere version er, at … 

  • Du ved, at data i sig selv er ligegyldige. Dine indsigter er først interessante, når de bliver omsat til konkrete indsatser for kunden. 
  • Du synes, server site tracking, enhanced conversions og consent mode er mindst ligeså fantastisk som en iskold cola på en varm sommerdag.  
  • Du kan godt lide at have fingrene nede i det praktiske arbejde. Eksempelvis opsætning i Analytics.
  • Du er også glad for at tænke større strategiske tanker – eksempelvis over en gåtur i arbejdstiden.
  • Du er ikke nødvendigvis lige så snakkesalig som nogle af dine kommende kollegaer – men du vil gerne lukke munden på dem ved bordfodboldbordet. 
  • Du er ambitiøs. Det kunne være fantastisk at bygge en Data Insights-afdeling op, og her får du en afgørende rolle.
  • Du har en solid portion erfaring. Enten fra et bureau eller en større digital afdeling. 

Det er umuligt at sætte mennesker på formel. Det ved vi. Derfor søger vi ikke en profil, der skal passe ind i en kasse, men et menneske, der kan trives i og udvikle vores fælles arbejdsplads. Hvis du tror, det kunne være dig, kan vi jo starte med at drikke en kop kaffe.

Arrangér en kaffeaftale med Casper, vores Marketing & Client Director.

Hvorfor søge job hos Co3?

Du får et job på et digitalt bureau, der vokser og vækster. Lige nu er vi +100, som du kan snakke med fagligt og socialt.

  • Mulighed for faglig udvikling: Konferencer, sparring og inspirationsmøder
  • Udfordrende arbejdsopgaver: Egen kundeportefølje og stort ansvar
  • Dygtige kollegaer inden for analyse, UX, design, koncept, udvikling og online marketing
  • En fantastisk frokostordning
  • En løn, der matcher dine kvalifikationer
  • Arbejd på vores lækre og lyse kontorer i enten Herning eller Aarhus C – eller hjemmefra op til tre dage om ugen
  • En god stemning på kontoret med tid til bordfodbold og sjov
  • Mulighed for at sætte mere tempo og retning for vores arbejde med data. Du får et kæmpe ansvar.

Er det noget for dig?

Du er meget velkommen til at skrive en klassisk motiveret ansøgning og CV.

Men har du travlt, eller taler din LinkedIn-profil for sig selv, så kan du også bare nøjes med et link til den og et par linjer – du står ikke dårligere i puljen af ansøgere af den grund. 
Vedhæft eksempler på dit arbejde, hvis du vil blære dig ekstra meget.

Send din ansøgning til Produktionsleder – Marketing, Kristine Lundsberg på kl@co3.dk med emnelinjen ’Data Insights Specialist’. 

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at skrive til Marketing & Client Director Casper Theilgaard på ct@co3.dk eller via LinkedIn.

Vi vil gerne have din ansøgning snarest. Og vi holder samtaler løbende, så vent ikke for længe med at sende din ansøgning afsted.