4 gode alternativer til Google Analytics – få fuld kontrol over dine data

Læsetid: 5

Bliver Google Analytics ulovligt i Danmark? Få 4 alternative værktøjer - Co3

Det østrigske datatilsyn forbyder nu brugen af Google Analytics, fordi det ikke overholder GDPR-lovgivningen. Snart kan det samme ske i Danmark.

Google Analytics er et af de mest udbredte værktøjer til at analysere trafik på websites – også blandt danske virksomheder. Det er derfor ikke underligt, at mange lige nu venter i spænding på en udmelding fra Datatilsynet herhjemme.

Usikkerheden skaber nervøsitet hos de danske virksomheder, der bruger Google Analytics som en væsentlig del af deres dataindsamling og analyse.

I dette indlæg kigger vi nærmere på, hvad det betyder for danske virksomheder. Og så har vi samlet fire alternative værktøjer, du kan overveje.

Hvad drejer det sig om?

En østrigsk virksomhed ved navn NetDoktor, som deler nyheder om medicin og sundhed, har fået meget opmærksomhed. Og med god grund. Ifølge det østrigske datatilsyn deler NetDoktor brugerdata (herunder personoplysninger og IP-adresser) med Google via værktøjet Google Analytics. Det er bare ikke noget, de gør frivilligt.

Fordi Google Analytics er en amerikansk ‘cloud service’, der er udviklet af Google, bliver de indsamlede data fra NetDoktor overført til Google LLC i USA. Det er et stort problem, fordi det østrigske datatilsyn mener, at det er brud på EU's General Data Protection Regulation (GDPR). Det bekymrer det østrigske datatilsyn, da der ikke er nogen sikkerhed for, at data på europæiske borgere indsamlet i Google Analytics ikke kan tilgås af amerikanske efterretningstjenester. Og det er noget, den Europæiske Domstol ser meget alvorligt på.

Denne problematik har også været gældende for andre amerikanske ‘cloud services’, hvor der ikke findes en klar aftale om beskyttelse af europæiske borgers data. Eksempelvis er Facebook Ireland blevet dømt af EU-Domstolen for ulovligt at have overført personoplysninger fra en østrigsk statsborger til moderselskabet Facebook Inc., som er registreret i USA.

Det franske datatilsyn CNIL støtter også op om sagen mod brugen af Google Analytics. De mener, at Google ikke giver nok garanti for at beskytte europæiske borgeres data, der bliver indsamlet via Google Analytics.

Det centrale problem er, at der ikke ligger en dataaftale mellem USA og EU om behandling og beskyttelse af europæiske borgeres data.

Hvad betyder det for dig?

Har du et website eller en webshop? Så er du nok en af de mange danske virksomheder, som benytter sig af Google Analytics. Og det kan vi godt forstå. Værktøjet er nærmest uundværligt for virksomheder til at tjekke brugerstatistik og performance af websites. Men det kommer med en pris.

Brugerne får en unik id-kode i Google Analytics, hvor data om adfærd, demografi og erhvervelsesmetoder bliver overført til Googles moderselskab i USA. Din brug af Google Analytics sender derfor ufrivilligt europæisk brugerdata til USA.

Fordi EU mener, at overførsel af personlig data til amerikanske virksomheder, der ikke kan garantere dataenes sikkerhed fra amerikanske efterretningstjenester, er ulovligt, bør du tage stilling til det.

Der er dog ikke faldet endelig dom i sagen for alle europæiske lande – indtil videre kun i Østrig. Det vil sige, at EU ikke har stemplet Google Analytics som ulovligt.

Google har i september 2021 meldt ud, at de arbejder på at oprette et lokalt datacenter i EU (indtil videre i Tyskland). Formålet er at kunne opbevare og beskytte brugerdata fra europæiske virksomheders Google Analytics. Men hvornår, det bliver en realitet, ved vi ikke.

Du kan stadig bruge din Google Analytics – men hold dig opdateret på, hvordan datatilsynet i både Danmark og EU vil se på sagen i fremtiden. Og måske gøre dig klar ved at finde alternativer til Google Analytics.

Alternative værktøjer, du kan overveje

Stemplingen af Google Analytics som ulovlig gælder ikke for hele EU. Så for nu kan du fortsat bruge Google Analytics. Men hvem ved hvor længe?

Derfor bør du gøre dig nogle tanker om, hvilke alternativer til Google Analytics du kan tage i brug, hvis det bliver nødvendigt.

Vi har her samlet en liste med fire alternative værktøjer til Google Analytic:

#1 Fathom Analytics

Webanalyseværktøjet Fathom Analytics er et godt alternativ til Google Analytics, fordi det opbevarer dine besøgendes data på europæiske servere. De overholder GDPR, CCPA, ePrivacy, PECR og mange andre dataaftaler. Derfor er dine besøgendes data beskyttet og sikkert opbevaret.

Installationen af værktøjet er nem. Det kræver kun, at du indsætter et lille stykke javascript-kode på dit website. 

Selve brugerfladen er meget simpel og overskueligt. Og du kan få vist de vigtigste tal og statistikker, du har brug for.

Fathom analytics er et godt alternativ som analyseværktøj til Google Analytics

Hvorfor vælge Fathom Analytics?

  • Simpel javascript-kode, der loader ultrahurtigt på dit website (godt for din SEO)
  • Cookies-frit, så du behøver ikke et cookie-banner
  • AdBlockers kan bypasses, og du kan få mere præcis data
  • Simpelt at bruge og kræver ingen træning for at få værdi ud af det

Alt i alt er Fathom Analytics et godt alternativ til Google Analytics. Det er fyldt med næsten samme funktioner og så endda lidt ektra, som Google Analytics ikke tilbyder.

Pris: starter fra cirka 90 kroner om måneden.

Du kan læse mere om Fathom Analytics her

 

#2 Plausible Analytics

Et andet alternativ til Google Analytics er Plausible Analytics. Lige som Fathom Analytics er det et cookie-frit værktøj, der overholder GDPR, CCPA og PECR dataaftaler. Og så er det udviklet og hostet i EU med en europæisk ejet cloud-infrastruktur. Her er dine besøgendes brugerdata i sikkerhed og deles ikke med en tredjepart (som er tilfældet med Google Analytics).

Plausible Analytics har en simpel brugerflade og nem installation med et lille stykke javascript-kode på dit website.

Plausible analytics er et godt alternativ som analyseværktøj til Google Analytics

Hvorfor vælge Plausible Analytics?

  • Track nemt på kampagner med UTM-koder
  • Lille javascript-kode, der loader ultrahurtigt på dit website (godt for din SEO)
  • Cookies-frit, så du behøver ikke et cookie-banner
  • Simpelt at bruge og kræver ingen træning for at få værdi ud af det
  • Fleksibelt API, der kan sende data til ethvert system i din tech stack

Her får du et kraftfuldt webanalyseværktøj, der er fyldt med funktioner, uden at der er gået på kompromis med brugervenligheden. Et rigtig godt alternativ til Google Analytics.

Pris: starter fra cirka 60 kroner om måneden.

Du kan læse mere om Plauisble Analytics her

 

#3 Umami

Det næste webanalyseværktøj er open source og gratis. Det kræver lidt mere af dig i forhold til opsætningen. Men bare rolig. Umami har lavet en simpel guide til installation og implementering.

Fordelen ved Umami er, at du selv kan vælge, hvilken webhosting du vil installere værktøjet på. Det betyder, at du har fuld kontrol over de data, du indsamler. De bliver ikke sendt til en tredjepart.

Selve brugerfladen er simpel, og du ser kun de tal, du har behov for. Du kan finde en live-demo på værktøjet her.

Unami er et godt alternativ som analyseværktøj til Google Analytics

Du kan også tracke på rigtig meget med det her værktøj. Med en event-tracking-kode kan du eksempelvis se, hvor mange klik udvalgte knapper på dit website får. Det bliver samlet og præsenteret på en overskuelig måde i Umami.

Unami er et godt alternativ som analyseværktøj til Google Analytics

Hvorfor vælge Umami?

  • Fuld kontrol over data med egen webhosting
  • Track på et ubegrænset antal websites og URL’er
  • Lille javascript-kode, der loader ultrahurtigt på dit website (godt for din SEO)
  • Cookies-frit, så du behøver ikke et cookie-banner
  • AdBlockers kan bypasses, og du kan få mere præcis data

Her får du et webanalyseværktøj, hvor du er 100% i kontrol over de data, du indsamler. Det kræver lidt mere i forhold til opsætningen. Men når der er styr på det, har du et værktøj, der kan tracke på de vigtigste elementer på dit website.

Pris: gratis.

Du kan læse mere om Umami her

 

#4 Matomo

Matomo er et webanalyseværktøj, der giver dig to muligheder: enten at installere en cloud-version eller en version på dine egne servere. Uanset hvilket valg du træffer, ejer du 100% de data, du indsamler. Matomo overholder GDPR og CCPA dataaftaler.

Værktøjet er spækket med funktioner, der minder meget om dem i Google Analytics og indeholder også nogle ekstra.

Matomo giver blandt andet adgang til:

  • Heatmaps og live recordings af besøgende
  • A/B testing af kampagner
  • Målopsætning
  • Funnels
  • Multi-attributing
  • Og meget mere

Matomo er et godt alternativ som analyseværktøj til Google Analytics

Hvorfor vælge Matomo?

  • Wordpress-plugin for nem opæstning
  • 100% kontrol over data, du indsamler
  • Mange af de samme funktioner som i Google Analytics
  • Cookies-frit, så du behøver ikke et cookie-banner
  • Fleksibelt og open-source, så det kan tilpasses til dine behov

Matomo er et godt bud på et alternativ til Google Analytics, som kan det samme. Her får du et hav af muligheder til at måle på dine besøgendes adfærd – uden at dine data havner i de forkerte hænder.

Pris: starter fra cirka 145 kroner om måneden for cloud-løsningen. Serverløsningen er gratis.

Du kan læse mere om Matomo her

 

Vil du vide mere?

Det kan være noget af en mundfuld at overveje at udskifte et ellers så populært værktøj som Google Analytics. Det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe med. Tag fat i Potter, så I sammen kan finde det bedste alternative webanalyseværktøj til din virksomhed.

Ib Potter

Online Marketing Chef

+45 32 26 68 02

ip@co3.dk