Værsgo: Kreative ideer til din B2B SoMe-markedsføring

Læsetid: 18 minutter

Er du i tvivl om, hvordan du skal udnytte mærkedagene fra din B2B SoMe-kalender? Vi har samlet en masse lækre B2B (og B2C) eksempler til dig – måned for måned. Så tag et kig og bliv inspireret.

Juni

December

Juli

Januar

August

Februar

September

Marts

Oktober

April

November

Maj


3 ideer til din SoMe-markedsføring i juni

Så er det nu, du skal i gang med at planlægge, hvordan dine kunder skal få øje på dig og (gide) engagere sig med din B2B virksomhed på de sociale medier i juni måned.
 
Er der nogle oplagte mærkedage for din B2B virksomhed? Tag et kig i din SoMe-kalender, eller læs med her og få inspiration.
 

National Doughnut Day

Software-virksomheden Citrix har lavet et kreativt opslag på National Doughnut Day. De har valgt at bruge en dag, der på ingen måder kan relateres til deres produkter – men alligevel har de koblet doughnut-dagen med et seriøst budskab, der fortæller, hvordan Citrix tænker: ”Crossing our T’s, donuting our I's”.   

Se opslaget her
 

Fars Dag

Marketing Automation Platformen, HubSpot, har på Fars Dag postet en underholdende video, der samtidig inviterer til engagement. Det handler om at hylde de bedste far-citater – både de bløde, de hårde og de sjove. Opslaget har hverken fokus på HubSpots produkter, kunder eller cases – men på at underholde og skabe opmærksomhed.

Se videoen og opslaget her
 

World Social Media Day

IT-virksomheden SAP har brugt World Social Media Day til at hylde de sociale medier som hjertet (kernen) i den globale kommunikation. De har lavet en humoristisk infografik, der forklarer, hvordan du kommunikerer forskelligt på de sociale medier – afhængigt af mediet. Ganske simpelt og med et glimt i øjet. Som sådan har World Social Media Day ikke noget med SAP eller deres produkter at gøre – men det giver god branding.

Se det her


 

3 kreative ideer til juli måned på de sociale medier

Lige om lidt siger kalenderen sommerferie. Og det er tid til at koble af og lukke ned for arbejdscomputeren. Men hvad gør du med dit produkt (eller din service)? Trænger det også til en slapper? Eller er det netop nu, der er en anledning til at skabe opmærksomhed omkring dit brand? Tag et kig i din SoMe-kalender og se, om der er en eller flere mærkedage, du kan udnytte til at skabe opmærksomhed. Du kan også læse med her og få 3 konkrete eksempler. Bare et godt råd: få planlagt 2-3 gode posts til juli måned allerede nu, så kan du holde sommerferie med god SoMe-samvittighed 😉
 

World Emoji Day 👁🐝Ⓜ️

Hvad har en emoji med et øje, en bi og bogstavet M med hinanden at gøre? Prøv at sige det højt – på engelsk altså: Eye, bee, M (IBM 😉). Techgiganten IBM har udnyttet World Emoji Day til at stave deres navn i emojis. En sjov gimmick, som skaber lidt buzz om brandet.

Se videoen her
 

Your Geekness Day

Ale Pixel (et argentinsk animations-studio) viser med Your Geekness Day, at det er helt ok at være (fag)nørdet. De hylder kultspillet Tetris i form af en video, de har lavet for en kunde. Her får de bragt deres kompetencer som animatorer i spil samtidig med, at de hylder det fagnørdede.

Se den her
 


 

3 (effektive) ideer til din SoMe-markedsføring i august

Lige nu sidder du måske på en sydhavsø og nyder ferien. Læn dig endelig tilbage og nyd det. For måske kan ferien give dig fornyet energi til din B2B markedsføring. August måned er for mange starten på et nyt marketingår (eller halvår). Så måske er det tid til at prøve noget nyt? Tag et kig i din B2B SoMe-kalender og se, om der er nogle begivenheder, der kan skabe opmærksomhed omkring din virksomhed. Eller læs med her, og få 3 kreative eksempler med det samme.
 

World Wide Web Day

De fleste af os husker den tydeligt. Lyden af et 56K-modem. Den skingre opkaldstone, som forbandt os med internettet tilbage i 90’erne. Tech-giganten Cisco bruger lyden til at få et smil frem på læben hos deres nostalgiske følgere. Resultatet... 3.117 likes og en masse positiv omtale.

Se (og hør) videoen her
 

Hashtaggets fødselsdag

IT-virksomheden SAP er lykkedes med at fejre hashtaggets 10 års fødselsdag og samtidig vække interesse for deres produkter. Med en simpel animation fortæller de, at de har styr på bigdata, machine learning og cloud-tjenester. Teksten i opslaget har fuld fokus på fejringen. Det er kun grafikken, som sender et (skjult) salgsbudskab. Det er god og effektiv B2B branding.

Se opslaget her
 

Copenhagen Pride Week

Sportstøjfirmaet hummel kombinerer på bedste vis virksomhedens purpose (formål) med en højaktuel begivenhed i denne video. hummel udnytter både Pride Month (juni) og VM i fodbold til at få deres ”Change The World Through Sport” sat i spil. Og ja... det er et B2C-eksempel, der har sneget sig ind i denne måneds inspirationsmail. Men forhåbentlig kan eksemplet sætte gang i nogle tanker om, hvordan du kan bruge Copenhagen Pride Week i din B2B-markedsføring.

Se videoen her
 


 

3 (velgørende) ideer til din SoMe-markedsføring i september

Så er det på høje tid at komme op fra solsengen, hvis du vil komme godt fra start i den nye marketingsæson. Der er flere gode (og velgørende) anledninger i september måned, hvor du kan skabe positiv opmærksomhed på de sociale medier.

Passer dit produkt eller dine ydelser ikke spot on på mærkedagene, kan du måske sætte fokus på din virksomheds CSR-politik – og på den måde skabe sympati for din virksomhed?

Du får her 3 eksempler på virksomheder, der bruger anledningerne kreativt til at brande sig selv. Tag også et kig i din B2B SoMe-kalender og se, om der er andre oplagte mærkedage at larme.

Spred Glæde Dag

Tag en rød næse på, pimp dit logo eller dine produkter med en rød næse og vær med til at fejre Danmarks ”Spred Glæde Dag”. Dagen er dedikeret til Hospitalsklovnene og deres fantastiske indsats på børneafdelinger verden over. Se her, hvordan underholdningsmediet Reddit har brugt dagen til at skabe opmærksomhed og samtidig støtte op om en god sag.

Se opslaget her
 

Day of the Programmer

På årets 256. dag er det programmørens dag – netop denne 256. dag, fordi tallet er den højeste binære værdi, der kan udtrykkes med 8 bit! Brug dagen til at hylde dine og alverdens udviklere – uden kodeknusere ingen computere, teknologi og software. Se her, hvordan IT-virksomheden SAP bruger udvikler-humor (kodesprog) til at skabe opmærksomhed.

Se opslaget her
 

Frivillig Fredag

Den sidste fredag i september er en mærkedag, du kan bruge til at hylde og anerkende frivilligheden. IT-giganten IBM har dedikeret dagen til en praktikdag, hvor medarbejdere kan komme i praktik i forskellige frivillige NGO’er. Ud over at gøre en god gerning bruger IBM dagen til at sætte fokus på virksomhedens samfundsansvar (CSR) og på at promovere sig som en attraktiv arbejdsplads over for nye medarbejdere.

 


 

3 (simple) ideer til din SoMe markedsføring i oktober

Nogle mærkedage er mere kendte end andre – og måske nemmere at bruge til branding på sociale medier? Oktober er netop en måned med mange af de store mærkedage. Her finder du blandt andet: Lyserød Lørdag (Støt brysterne), Knæk Cancer-uge, efterårsferie, sommertid slutter og Halloween. 

Så det er bare at komme i gang med at finde på gode ideer til, hvordan du kan bruge de mange mærkedage på at skabe opmærksomhed omkring dit brand. Mangler du inspiration til at kickstarte idegenereringen, er her 3 eksempler på virksomheder, der bruger nogle af mærkedagene til branding.

International Coffee Day

Inviter potentielle og eksisterende kunder til en kaffesnak, eller sørg for en ekstra god espresso til medarbejderne. Måske kan du endda få en kaffevogn til at komme forbi? Brug den internationale kaffedag som undskyldning for at fortælle, hvad din virksomhed kan hjælpe med. Se her, hvordan IT-virksomheden Cisco bruger anledningen til at brande sig selv.

Se opslaget her
 

Lyserød Lørdag

Vær med til at støtte kampen mod brystkræft. Du kan eksempelvis gøre som Läkerol og iscenesætte dine produkter i et lyserødt univers? Eller du kan lave en auktion over et produkt eller ydelse og donere pengene til kampen mod brystkræft. Brug dagen til at sætte fokus på en god sag, og skab positiv opmærksomhed omkring dit brand.

Se opslaget her
 

Halloween

Hop med på Halloween-hypen og skab gys eller guf-stemning med dit brand. Måske kan du fortælle en ”skræmmende” god historie om dit produkt eller dine ydelser? Eller bare gøre noget godt ved at dele guf ud til dine ansatte. Maersk Line bruger Halloween til at fortælle, hvor mange containere med slik og chokolade de har fragtet i løbet af året – og de lover, at der er guf nok til alle. 

Se opslaget her


 

3 kreative ideer til november måned på de sociale medier

Har du helt styr på dine SoMe-aktiviteter i november? Fortvivl ikke. Det er igen blevet tid til månedens kreative vitaminindsprøjtning.

Se med her og få 3 gode eksempler på, hvordan du kan skille dig ud med din B2B-markedsføring. Eller tag et kig i din SoMe-kalender og find frem til lige netop den mærkedag, du kan koble til din virksomhed, dit produkt eller din ydelse.
 

Movember

Velgørenhed og opmærksomhed følges oftest ad. Det kan du udnytte ved at lade det virtuelle overskæg gro i den gode sags tjeneste. Kosmetikgiganten L’Oréal har brugt den visuelle lighed mellem et overskæg og et Instagram tag til at sætte fokus på Movember. Du kan gøre det samme. Få dine medarbejdere til at lade skægget stå for at vise jeres opbakning. Eller lav en fundraising på Facebook – og doner selv et tilsvarende beløb. Det giver garanteret positiv brandingværdi.

Se opslaget her
 

Black Friday

Hvordan bruger du en af årets største handelsdage i din markedsføring? Du kan gøre som IKEA. De bruger anledningen til at fortælle, at de har lave priser. Hver dag. Og de gør det med en lille kreativ ide og en (næsten) sort grafik, der skaber blikfang i det store medieræs på Black Friday. Og husk – gode ideer er ikke forbeholdt B2C-virksomheder.

Se videoen her
 

Cyber Monday

Endnu en dag med køb i fokus. Men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal være (direkte) sælgende. IT-virksomheden Cisco giver deres følgere et kit til den perfekte Cyber Monday. Et starter kit, der indeholder de mest nødvendige ting på dagen – selvfølgelig med deres produkter (diskret) imellem.

Se opslaget her


 

3 (julede) ideer til din SoMe-markedsføring i december

Ho ho ho … julen er lige om hjørnet. Det betyder, at det er tid til at komme i gang med de digitale juleforberedelser.

December byder på mange oplagte muligheder, hvor du kan gøre opmærksom på dit brand. Måske du kan lave en adventskonkurrence, hvor følgere kan vinde lækre julegaver, der er relateret til dit produkt? Eller hvad med en juleindsamling, der bakker op om dit CSR-projekt? Mulighederne er mange.

Vi har samlet 3 gode B2B-eksempler, som får vores hoveder i julestemning. Forhåbentlig kan de kickstarte din kreativitet, så du undgår julestress i årets hyggeligste måned.
 

Juleinspiration #1

Softwarevirksomheden Evernote skyder december i gang ved at dele julegaver ud på Instagram. Fem heldige vindere får et års gratis abonnement på deres produkt Evernote Premium. Det er en effektiv metode til at brande deres produkt og samtidig få flere (relevante) følgere. Konkurrencen er betinget af, at deltagerne følger siden. Og ved at gøre præmien produktspecifik, får Evernote fat i dem, der faktisk er i deres målgruppe.

Se opslaget her

Juleinspiration #2

Vi kender den alle. Drillenisseordningen på kontoret, hvor du er tvunget til at give fjollede kalendergaver til dine kollegaer. Social Media bureauet We Are Social bruger julen til at gøre op med den tradition. I stedet opfordrer de til, at du donerer de penge, du ville have brugt på ligegyldige gaver til organisationen Age UK. Når du donerer får du samtidig mulighed for at sende en virtuel kalendergave videre, der gør opmærksom på juleindsamlingen med hashtagget #SecretSantaSacrifice.

Se casen her
 

Juleinspiration #3

Ved du, hvad dine kunder (i virkeligheden) bøvler med lige nu? Virksomheden IT Relation bruger den klassiske adventskalender til at lære deres målgruppe bedre at kende. Formålet er – udover branding – at indsamle kundeindsigt, som de fremadrettet kan bruge til at udvikle bedre produkter og skarpere markedsføring. Adventspræmierne er en billig måde at få dyrebar viden. Og samtidig skiller konkurrencen IT Relation positivt ud fra mængden, som dem der gerne vil lære deres kunders behov endnu bedre at kende.

Se opslaget her


 

3 ideer til din SoMe-markedsføring i januar

Lige nu har du måske jul og nisser på hjernen. Men inden du får set dig om, ringer rådhusklokkerne ind til online marketing-året 2019.
 
Derfor er det tid til at tage en (tiltrængt?) pause fra juleræset og overveje, hvordan du vil starte året ud på de sociale medier.
 
Tiden, du bruger nu, kan være givet godt ud for en fredfyldt juleferie.
 
Find din B2B SoMe-kalender frem og se, om der er nogle mærkedage, du kan bruge til at skabe opmærksomhed om din virksomhed. Du kan også læse med her og få 3 eksempler, der måske kan kickstarte din egen kreativitet.
 

Nytår

Der findes mange måder at sige godt nytår på. De fleste vælger at gøre det med fyrværkeri, champagne og et stort årstal i centrum. Men Oracle gør det lidt anderledes med en række 1’er og 0’er, der svæver henover skærmen. Det skiller sig ud fra mængden, og så siger det også lidt mere om afsenderen end det generiske billede, alle andre bruger. Tænk over, hvordan du kan lave en nytårshilsen, der ikke er som alle andres.

Se opslaget her
 

International Fun at Work Day

Hos Nickelodeon dukkede to af deres tegneseriefigurer pludselig op på kontoret på International Fun at Work Day. Det har helt sikkert fået både kollegaer og følgere til at trække på smilebåndet. Plat? Måske, men bare det at gøre noget anderledes en gang imellem virker godt på de sociale medier. Overvej, om du kan bruge dagen til at gøre noget sjovt og bevise, at B2B ikke behøver være kedeligt.

Klik her for dagens smil
 

Databeskyttelsesdagen

IT-sikkerhed er ekstremt vigtigt. Alle ved det. Og alle ved, hvad de burde gøre. Men de fleste glemmer det alligevel i en travl hverdag. Derfor bruger Dell databeskyttelsesdagen til at minde os om tre simple forholdsregler, der øger IT-sikkerheden. Det er ikke groundbreaking viden, men alligevel en god reminder om vigtigheden af IT-sikkerhed. Måske har du (eller din IT-mand) også et vigtigt databeskyttelsesråd, som du vil dele?

Se de 3 reminders her


 

3 ideer til at booste din SoMe-markedsføring i februar

Har du fået en god start på det nye SoMe-år? Eller mangler du ideer til at booste 2019 på de sociale medier? Så læs med her ...

Selvom februar er årets korteste måned, er den fyldt med (oplagte) begivenheder, du kan bruge til at markedsføre din virksomhed:

  • Valentines Day er en oplagt mulighed for at sprede lidt ekstra kærlighed
  • På Sikker Internet Dag kan du dele tips til sikker færdsel på nettet
  • Gør noget godt for andre på Random Act of Kindness Day

I din B2B SoMe-kalender finder du endnu flere begivenheder, du kan bruge som inspiration til din markedsføring.

Og så skal du selvfølgelig ikke snydes for tre pragteksempler, der fanger vores opmærksomhed her på kontoret. Måske de kan kickstarte din egen kreativitet.
 

Super Bowl

Godt nok er Super Bowl endnu ikke lige så stor en folkefest i Danmark som i USA. Men selvom showet foregår midt om natten dansk tid, er der flere og flere danskere, der følger med i kampen. Så en ide kunne være at bruge Super Bowl som undskyldning for at larme på de sociale medier – ligesom Infusionsoft gør i eksemplet.
 
Du kan også lave et show off af jeres mad skills (eller mangel på samme) med den ovale bold eller give jeres bedste tips til at overleve den efterfølgende arbejdsdag, når man kun har sovet et par timer.

Se opslaget her
 

Valentinsdag

Sælger du blomster eller chokolade, har du det nemt på valentinsdag. Men hvad gør du, hvis du er en (usexet) B2B-virksomhed? Gør som Adobe og Hubspot. Med få simple virkemidler får de let og elegant koblet deres produkt med klassiske scorereplikker. Hvem havde troet e-mail bounce og linkbuilding kunne lyde så romantisk?

Se Adobes opslag her og Hubspots opslag her
 

Pink Shirt Day

Mobning er et alvorligt problem, der kan få store konsekvenser for både børn og voksne. Derfor trækker mennesker over hele verden i lyserødt for at sætte fokus på problemet. Også hos Hootsuite bakker de op om den gode sag. Med et enkelt foto viser de deres støtte. Ikke så mange dikkedarer – men et vigtigt CSR-budskab.

Se opslaget her


 

3 kreative ideer til marts måned på de sociale medier

Velkommen tilbage fra vinterferie (eller weekend).

Hvis du ikke allerede har styr på din contentplan for marts måned, er her lidt inspiration at starte den nye uge ud med.

Marts byder på mange begivenheder, du kan udnytte i din B2B-markedsføring. Og med den rette vinkel kan du bruge dem til din fordel, når du skal jagte engagement (og konverteringer) på de sociale medier.

Se med her og få 3 eksempler, vi er blevet inspireret af.

Eller find din B2B SoMe-kalender frem fra gemmerne. Måske du kan finde andre mærkedage, der passer endnu bedre til din virksomhed.
 

International Ask a Question Day

Udnyt International Ask a Question Day til at give dine følgere ordet. Magix, der udbyder multimediesoftware, har brugt dagen som anledning til en Q&A omkring deres brand. Du kan gøre det samme og få værdifuld viden omkring ting, dine potentielle kunder elsker eller savner ved dit produkt. Prøv det af og bliv endnu skarpere i din fremtidige kommunikation.

Se opslaget her


International Day of Happiness

“Small smile. Big impact.” Den korte opdatering har givet legetøjsgiganten LEGO 59.476 likes på International Day of Happiness. Det gule og velkendte LEGO-ansigt er eneste reference til produktet. Derudover er fokus kun på at skabe opmærksomhed og glæde. Måske du også kan møde dine følgere med et smil og få et like igen.

Se opslaget her
 

World Backup Day

Den tyske IT-nyhedsportal Heise Online har brugt World Backup Day til at sætte fokus på vigtigheden af sikkerhedskopiering. De er korte og kontante i deres kommunikation, og de rammer præcist ned i målgruppens dårlige samvittighed. Dagen er en oplagt mulighed for dig som hardware- og softwareleverandører til at pitche dit produkt ind. Eller måske en e-bog omkring IT-sikkerhed, der kan give dig nogle nye permissions.

Se opslaget her


 

3 kreative ideer til april måned på de sociale medier

Åh, april.

Måneden, hvor det bliver lyst, temperaturen stiger og humøret automatisk får et nøk opad.

Men også måneden, hvor alle med hang til farhumor har en fest (i hvert fald på månedens første dag). Og hvor man kan komme til at se rigtig dum ud, når man deler en artikel på de sociale med teksten ”WTF!” – fordi man ikke liiige fik tjekket datoen.

"Det danske politi skifter fra blå til røde blink"
(Det Danske Politi)

"Gasolin genforenes under navnet Diesel"
(Ekstra Bladet)

"Netto erstatter fysiske byttepenge med bytcoins"
(Netto)

"Grillkul bliver forbudt af hensyn til klimaet"
(Energi-, forsynings- og klimaministeriet)

Det er eksempler på nogle af de mest omtalte aprilsnarre fra 2018. Måske det var noget for din virksomhed? Sådan lige at ryste B2B-posen lidt med en opsigtsvækkende udmelding, der giver dine kunder, leverandører eller samarbejdspartnere kaffen galt i halsen (i et kort øjeblik).

April er også den måned, hvor påsken falder i år. Måske du kan bruge anledningen til at lade din virksomhed genopstå på de sociale medier?
 

Aprilsnar

Hvorfor ikke ride med på aprilsnar-bølgen? Det gjorde den australske bank ME sidste år med nyheden om, at man nu kan bestille engangsdankort i pap (6 stk. ad gangen) – til de glemsomme og utjekkede, der ofte smider deres dankort væk. Det var – desværre – bare en aprilsnar.

Se ME's opslag her
 

World Health Day

Arbejder din virksomhed med medicin, sundhed eller fødevarer (eller alt muligt andet!), er den 7. april værd at sætte en cirkel rundt om i kalenderen. Det er nemlig datoen for World Health Day. En oplagt dag at poste om jeres virksomheds syn på sundhed. Novo Nordisk brugte sidste år dagen til at bringe en personlig historie fra en af de mange diabetespatienter, der nyder godt af deres produkter.

Se opslaget fra Novo Nordisk her
 

Påske

Har man sagt påske, har man også sagt påskeæg. Den danske it-virksomhed, IT Relation, brugte sidste år påsken til en lille konkurrence i forbindelse med den nært forestående ikrafttrædelse af GDPR. ”Er du Ægspert i GDPR?” lød titlen på konkurrencen. En fin måde at koble noget meeeget kedeligt med noget varmt og hyggeligt.

Se opslaget fra IT Relation her


 

+3 ideer til maj måned på de sociale medier

Har du været med fra start, ved du (måske), at det nu er den sidste inspirationsmail i denne omgang. Vi startede SoMe-kalenderen i juni måned sidste år med kreative B2B-eksempler fra Citrix, HubSpot og SAP.

Og i løbet af året har vi været omkring mærkedage som Hashtaggets fødselsdag og Halloween. 

Maj måned lurer lige om hjørnet med flere anledninger til at larme. Mors dag (12. maj) er månedens klassiker. Måske kan du bruge dagen til at forkæle alle mødrene på din kundeliste?

Maj er også måneden for de mere nørdede mærkedage som:

World Password Day – 2. maj
Star Wars Day – 4. maj
Geek Pride Day – 25. maj

Se med her og få +3 eksempler, vi er blevet inspireret af. Eller tænk ud af boksen, og gør dig bemærket på din egen måde. 
 

World Password Day

Det behøver ikke at være ”World Password Day” for at sætte fokus på vigtigheden af stærke adgangskoder. Men det er nu en god undskyldning for at skabe ekstra opmærksomhed på cybersikkerhed.

Helt oplagt bruger it-sikkerhedsvirksomheden ”Duo Security” hvert år dagen til at fortælle, hvordan du sikrer dine passwords.

Se opslaget her
 

Men overlad ikke dagen til it-virksomhederne alene. Der er masser muligheder for alle andre brancher. Det er Nutella et humoristisk og effektivt eksempel på.

Se Nutellas tweet her
 

Geek Pride Day

Uden nørder ingen udvikling! Det er dagen, hvor der er worldwide fokus på at hylde alverdens nørderi. En oplagt dag at få din virksomheds nørder frem i lyset og give virtuelle high fives. Texas Instruments har brugt dagen på at lave en lille test, der fortæller dig, om du er en ægte nørd. En sjov måde at få engageret sine følgere.

Se opslaget fra Texas Instruments her

Brug for flere idéer? 

Har du brug for hjælp til at komme i gang med din SoMe-markedsføring? Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os.

Vi hjælper dig gerne videre.

Cecilie Storm Henriksen

Head of Creative

+45 51 37 69 18

cs@co3.dk